Ugenyt 25. september 2026

Publiceret 16-07-2026

Skovworkshop 3, Dansk som andetsprog og op-stregning af parkeringsplads!

Skovworkshop 3

I husker måske, at vi i juni fik anlagt vores egen lommeskov som en del af projekt 2030-skov?

I mandags var vi nået til workshop 3. Redaktionen har modtaget følgende:

I mandags kom Linda, som er en af underviserne, til vores nye Kongeskov. 5. og 6. årgang var på skovarbejde på den fede måde. I grupper skulle de dels luge skoven for ukrudt, adoptere et træ og finde insekter og regnorme. Det viser sig, at Kongeskoven er sund og trives ret godt. Der er masser af insekter og især regnorme. Særligt delen med at adoptere et træ var ret fordybende. Eleverne fandt deres træ og på en træklods skrev de, hvor højt træet var, hvor høje de selv var, samt dato og årstal. Klodsen hængte de på deres træ. Nu bliver det så spændende at se, hvor meget hver især vokser. Workshop 4 kommer engang i det nye år. Det var især givende at se elevernes iver med alle tre opgaver.

Hilsen Skov Rangers og Skovfogeden

 

DSA – dansk som andetsprog

På Pedersborg Skole har vi flere nationaliteter. Udover dansk er her elever fra: Ukraine, Syrien, Afghanistan, Rumænien, Iran, den Demokratiske Republik Congo, Serbien, Thailand, Sverige, Bulgarien og Pakistan. Derfor har vores DSA-lærer Leyla mange spændende opgaver at kaste sig over. Hun har netop etableret et sprogværksted målrettet alle, der har gavn af en hånd i ryggen i bestræbelserne på at blive bedre til at tale dansk. Bl.a. gennem spil udvides ordforråd og der øves udtale. Ikke mindst er det sjovt og giver nye bekendtskaber på skolen.

 

Ny opstregning af p-pladser

Man - ons i næste uge (28. – 30. sept) vil p-pladsen foran fagbygningen være afspærret. Det skyldes, at opstregningen ændres, så vi igen får skråparkering og rummelige handicap-pladser. I bedes bruge p-pladsen på Metalvej imens.