100-dages fejring i børnehaveklassen
I sidste uge nåede vi en mærkedag: Børnehaveklasserne passerede 100 dage som skolebørn. Dagen blev fejret med venskabsklasserne fra 5. årgang og forældrene forkælede og bakkede op med det lækreste kagebord. Tillykke til vores yngste elever og tak til team 0 og team 5 for at organisere en festlig markering.
3.a i DrumWorld
DrumWorld er navnet på det slagtøjsunivers, som er skabt af KUMULT til 3. klasse-eleverne i Sorø Kommune. Torsdag havde 3.a besøg af Claus Rothe fra Sorø Musiske Skole, der sammen med eleverne byggede slagtøjsinstrumenter af medbragt affald. Samtidig blev klassen undervist i forskellige kategorier af slagtøj: Den man slår på, dem der kan rasle, dem man skraber på. Dagen sluttede med koncert 😊.
Fairplay-pris
4.x deltog torsdag i det fælleskommunale høvdingeboldstævne. En dejlig dag der blev toppet med modtagelsen af den fornemmeste pris af dem alle: Fairplayprisen.
Stort tillykke til jer – I må gerne være stolte af jer selv 😊.
Den sureste uge
I næste uge (uge 5) afholdes den landsdækkende ”Den sureste uge”. Ugen hylder alle de skolepatruljer, der over hele landet bidrager til en øget trafiksikkerhed omkring skolerne. Også på de dage hvor det er mørkt, koldt og surt. På Pedersborg Skole vil skolepatruljen bliver fejret med gaver og godter samt deltagelse i ”det sureste show”. Og de modtager gerne vink og hep fra alle forbipasserende også – det fortjener de.
Jeg skal hilse fra politiet og gøre opmærksom på, at de deltager ved en særlig skærpet opmærksomhed på morgentrafikken – så husk ensretning m.m.
