Aktiviteter

Hos Pedersborg Skoles SFO er trivsel i fokus, og vi arbejder aktivt med at skabe et trygt og sjovt miljø for alle børn.

Vores aktiviteter er tilrettelagt, så børnene kan finde nye venner, opdage interesser og udvikle sig i et fællesskab. Vi tror på, at leg og gode sociale relationer hænger tæt sammen med trivsel – og at det hele skal ske gennem sjove og meningsfulde oplevelser.

Leg og aktiviteter fylder meget i vores hverdag. Vi støtter både børnenes spontane, selvbestemte ideer, hvor de sætter reglerne og lærer at løse konflikter på egen hånd, og de mere planlagte aktiviteter og lege, som vi voksne hjælper med at sætte i gang. Begge former styrker barnets fantasi, sociale færdigheder og selvværd.

Gennem leg og fællesskab skaber vi en god stemning, hvor børnene trives og udvikler sig – fordi sjov og trivsel hører sammen.

Temaer, traditioner og fælles oplevelser

I løbet af året arbejder vi med forskellige temaer og projekter – altid med plads til børnenes idéer og interesser.

Det kan være drama, bevægelse, outdoor, sundhed, fantasi, musik, kultur og traditioner.

Vi skaber også vores egne traditioner og fælles oplevelser som fx SFO’ens fødselsdag, loppemarked, talentshow og Halloween.

Vi arbejder desuden med FN’s Verdensmål gennem blandt andet genbrug, fællesskab og ansvar for vores fælles omgivelser.


Hvad kan man lave i SFO’en?

Hverdagen byder på mange forskellige muligheder. Børnene kan blandt andet:

🎨 Skabe og være kreative
Tegne, male, bygge, lave krea og eksperimentere med forskellige materialer.

⚽ Lege og bevæge sig
Spille bold, lege fangelege, bygge huler, være ude eller bruge hallen.

🎲 Spille og hygge
Fordybe sig i brætspil, kortspil, bøger eller bare hænge ud med vennerne.

🧱 Bygge og fantasere
Bygge med LEGO, skabe universer og forsvinde ind i rollelege.

🌿 Gå på opdagelse
Bruge naturen og nærområdet til leg, undersøgelser og små ekspeditioner.

💬 Være sammen
Spise eftermiddagsmad, snakke, grine og dele dagens oplevelser.